Anbefaling 2: Arbejd ud fra en krise- og traumebevidst tilgang

Der er stor forskel på, hvordan forældre oplever en anbringelse. Nogle forældre kan, når en anbringelse af barnet eller den unge kommer på tale, være i stor risiko for at komme i en livskrise, idet mange allerede står midt i en krise. Andre vil kunne se anbringelsen som en hjælp og støtte.

Anbringelser sker ofte i kriser eller følges af kriser

Forældrene står ved anbringelsen over for en ny, ukendt livssituation. Det kan for nogle indebære en risiko for øgede belastninger og udsathed med sorg, frustration og tab. Her kan tidligere og eksisterende traumereaktioner blive reaktiveret. Samtidig giver nogle forældre udtryk for, at de har svært ved at forstå situationen og baggrunden for anbringelsen. De oplever at være i en situation, de ikke selv kan håndtere, og vil derfor ofte have brug for støtte i umiddelbar forlængelse af afgørelsen om anbringelse.

Nogle forældre, hvor barnets udviklingsmæssige, fysiske eller psykiske funktionsmæssige nedsættelser er primære grunde for en anbringelse, vil kunne opleve skam, skyld og sorg ved at skulle overgive omsorgsopgaven og kan risikere at komme i krise og stress efter lang tids overbelastning.

Et krisebevidst og empatisk mindset

En krise- og traumebevidst tilgang indeholder ikke behandling. Det er en tilgang og et mindset med bevidste måder at forholde sig på, som også kan virke forebyggende for, at der opstår krise- og traumereaktioner.

Forældrene mødes empatisk og tilbydes støtte til at håndtere eventuelle krise- og traumereaktioner samt de negative følelser og den sorg, der kan være forbundet med anbringelsen. Når forældrene får hjælp til at bearbejde disse følelser og reaktioner, vil de i mange tilfælde få bedre forudsætninger for at indgå i et samarbejde om anbringelsen og mobilisere deres iboende ressourcer til gavn for deres barn.

Der vil under anbringelsen kunne opstå nye kriser, fx i forbindelse med barnets eller den unges udviklingsmæssige milepæle som skolestart, konfirmation og skoleafslutning, eller i forbindelse med at der træffes nye afgørelser om anbringelsen, som fx skift af anbringelsessted. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på forældrenes reaktioner i alle faser af et anbringelsesforløb, da de kan reagere forskelligt på nye situationer.

For nogle vil det være hensigtsmæssigt, at der sker skift af fagprofessionelle efter afgørelsen om anbringelse for at opnå en bedre relation. For andre vil kontinuitet i personkredsen være mere hensigtsmæssig. Vær opmærksom på, at forældre kan have forskellige krisereaktioner, afhængigt af om deres barn anbringes i en plejefamilie eller på et børne- og ungehjem. Gentagne kriseoplevelser og svære krisebelastninger kan medføre traumereaktioner.

Belastningsreaktioner hos de nære fagprofessionelle

De fagprofessionelle, som fx familiebehandleren og børne- og ungerådgiveren, kan i samarbejdet med forældrene være vidne til alvorlige, gentagne krisesituationer. Det betyder, at de fagprofessionelle selv er i risiko for at udvikle belastningsreaktioner, udbrændthed, forråelse eller sekundær traumatisering. Ledelsen og medarbejdere bør derfor have et særligt fokus på at imødegå denne risiko.

Myndighed

Ledelse

Ledelsen har en opgave i at sikre en krise- og traumebevidst tilgang til anbringelsen ved at:

• styrke det generelle videns- og kompetenceniveau i en krise- og traumebevidst tilgang på arbejdspladsen.
• etablere en systematik for supervision og faglig refleksion om egen praksis med henblik på at imødegå medarbejderes risiko for at udvikle belastningsreaktioner som følge af arbejdet med forældre i voldsomme kriser. Det indebærer samtidig, at arbejdet tilrettelægges sådan, at den enkelte medarbejder ikke har for mange sager med familier med alvorlige belastningsreaktioner. Der kan også være behov for krisehjælp m.v., hvis en medarbejder udsættes for særligt svære arbejdssituationer eller bliver overbelastet af høj intensitet i konflikter.
• understøtte muligheden for, at der kan ske skift af børne- og ungerådgiver, hvis dette – under hensyntagen til kontinuiteten for barnet eller den unge – kan styrke relationen til og samarbejdet med forældrene.

Børne- og ungerådgivere

Børn og ungerådgiveren bør støtte forældre gennem en krise- og traumebevidst tilgang ved at:

• tilrettelægge møder, fx hvor en beslutning om anbringelse præsenteres med gennemsigtighed, tydelighed og tryghed, og ved at sikre en klar rollefordeling mellem de fagprofessionelle mødedeltagere og så vidt muligt sikre, at der er fagprofessionelle til stede på mødet, som forældrene har en god relation til.
• støtte forældrene i at få overblik over egen situation og imødekomme deres behov for overblik og tydelighed om den videre proces ved afgørelse om anbringelse og i det efterfølgende anbringelsesforløb, fx hvornår de skal se deres barn eller besøge anbringelsesstedet.
• overveje, om der er behov for at skifte børne- og ungerådgiver under anbringelsen, hvis det kan påvirke relationen og samarbejdet positivt, under hensyntagen til kontinuiteten for barnet eller den unge.
• vurdere, om der er behov for at supplere eventuel praktisk støtte eller tilknytte en krisepsykolog, hvor forældrene får mulighed for at bearbejde den krise, som anbringelsen kan være for dem.
• udvise forståelse for, at forældrene kan have forskellige kriser på én gang og over tid i anbringelsesforløbet, og være opmærksom på løbende krise- og traumereaktioner ved fx at være tilgængelig og have løbende kontakt med forældrene og være bevidst om, hvad der kan reaktivere tidligere negative reaktionsmønstre.

Familiebehandling

Ledelse

Ledelsen har en særlig opgave i at sikre en krise- og traumebevidst tilgang til støtten til forældrene ved at:

• styrke det generelle videns- og kompetenceniveau i forhold til en krise- og traumebevidst tilgang på arbejdspladsen.
• sikre mulighed for supervision og et arbejdsmiljø, der er præget af åbenhed og tillid.
• undgå, at den enkelte medarbejder har mange behandlingsforløb med familier med alvorlige belastningsreaktioner, eller at den enkelte medarbejder oplever individualisering af opgaverne, fx ved at sikre mulighed for opgaveskift mellem medarbejdere.
• tilbyde krisehjælp, aflastningssamtaler eller psykologisk debriefing, hvis en medarbejder udsættes for særligt svære arbejdssituationer eller bliver overbelastet af sit arbejde.

Familiebehandlere

For familiebehandlerne vil en krise- og traumestøtte bestå i at opnå basal kontakt og relation til forældrene samt at få viden om, hvorvidt der er behov for akut beredskab. Familiebehandlerne bør:

• foretage en vurdering af forældrenes eventuelle belastningsmønstre for at imødegå ubevidst at trigge tidligere kriser, konflikter og reaktioner som tilbagetrækning, aggression og skyldfølelse.
• sikre, at en eller flere personer involveret i støtten så vidt muligt er tilgængelig for forældrene, fordi der kan opstå flere sammenfaldende kriser på forskellige tidspunkter.
• møde forældrenes eventuelle vrede og frustration ved at se reaktionen som en sorg, det vil sige ved at følge deres følelsesudvikling med aktiv lytning, ved at udvise empati og medfølelse og ved langsomt og tilpasset at spørge ind til andre perspektiver på situationen.
• være opmærksomme på forældrenes potentielle kriser, så der løbende kan tages højde for dette i tilrettelæggelsen af indsatsen.
• have fokus på krisebearbejdning, hvor der arbejdes med forældrenes oplevelse af mestring. Sammen med forældrene afklares mulighederne for, hvordan de kan varetage deres rolle som forældre og få oplevelser med positiv forældreidentitet.

Krisestøtte kan bistå forældrene i at bearbejde og håndtere den eventuelle sorg- og kriseoplevelse, der kan følge af anbringelsen. En krisestøtte kan omhandle faser som: 1) aktiv lytning, hvor der udvises empati og medfølelse, 2) etablering af overblik, så forældrenes emotionelle situation klarlægges, 3) planlægning, hvor der både benyttes psykoedukation og problemløsning, samt 4) opfølgning for at justere og tilpasse løsningsforslag og handlinger.