Sådan sikrer I effekt i social- og beskæftigelsesindsatser med sociale investeringer

SØM-beregning Social- og Boligstyrelsen

Den 23. oktober 2025 samles vi i Odense til en spændende konference, hvor vi dykker ned i, hvordan sociale investeringer kan skabe langsigtede og meningsfulde forandringer. Social- og Boligstyrelsen og Den Sociale Investeringsfond inviterer dig til en dag med indsigt og inspiration.

Dagens velfærdssamfund er kendetegnet ved en række store dagsordener med komplekse udfordringer. Udfordringer, der kræver nytænkning, nye samarbejder og nogle gange nye finansieringsformer for at blive løst.

På konferencen tager vi fat i nogle af de disse store udfordringer, og hvordan vi som samfund bedre kan understøtte nogle af de grupper, der er særlig trængte – som for eksempel unge uden job eller uddannelse, sårbare borgere i beskæftigelse og mennesker med handicap.

Konferencen sætter samtidig fokus på, hvordan data og redskaber som Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM) kan bidrage til at nedbryde kompleksitet og sætte spot på økonomiske gevinster, og hvordan sociale investeringer kan anvendes som en ny måde, vi kan samarbejde om at løse udfordringerne på – og samtidig skabe finansiering.

På dagen skal vi først helt ind i maskinrummet på en konkret investering. Senere bliver der lejlighed til at cirkulere mellem forskellige stande med korte og skarpe oplæg fra kommuner, leverandører, fonde, DSI, Social- og Boligstyrelsen m.fl. I en paneldebat vil både politikere og forskere drøfte, hvad der skal til for at muliggøre mere langsigtede investeringer i mennesker, og hvordan sociale investeringer kan være en del af løsningen.

Find det fulde program her.

Læs mere om konferencen herunder, siden opdateres løbende med mere information.

Tid: 23. oktober 2025 kl. 9.15-15.30

Sted: Odeon, Odeons Kvarter1, 5000 Odense

Tilmeld dig konferencen via linket nedenfor. Tilmelding er gratis for alle.

Tilmeld dig her

Dagen er relevant for både ledere og medarbejdere i kommuner, regioner, fonde, civilsamfund, forskningsinstitutioner, leverandører, potentielle investorer og andre med interesse for og/eller erfaringer med sociale investeringer. Der er gratis deltagelse for alle.

I SØMs nyhedsbrev kan du holde dig ajour med sidste nyt om konferencen, og du får besked, når vi åbner for tilmelding. Du får også information om nye udgaver af modellen, tilbud om uddannelse, arrangementer m.v.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Hvad er sociale investeringer?

Den grundlæggende tanke bag sociale investeringer er, at penge brugt på en virksom indsats skaber positive forandringer for borgeren, som igen medfører økonomiske gevinster for investoren og eventuelt for det øvrige samfund.

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, SØM kan bruges til systematiske vurderinger af de budgetøkonomiske konsekvenser af sociale indsatser, uanset hvordan man arbejder med investeringsdagsordenen.

På konferencen anlægger vi et bredt syn på begrebet, der konkret kan dække over disse forståelser:

  • Deciderede effektinvesteringer, hvor der indgås kontrakter om finansieringen, fx med Den Sociale Investeringsfond. Investeringen tilbagebetales, hvis indsatsen er effektfuld.
  • Kommunalt eller regionalt etablerede investeringspuljer, hvor midler øremærkes til investeringer i indsatser, der ellers ikke var blevet prøvet af.
  • En tænkemåde i det daglige, hvor man inkluderer de brede og langsigtede effekter for både borgeren og samfundet i politiske beslutningsoplæg og faglige prioriteringer.

Fælles for dem alle er, at der er potentiale for positive forandringer på tre bundlinjer: livsforbedringer, budgetforbedringer og for kompetencerne hos de involverede professionelle.

Få mere at vide om SØM

Få mere at vide om Den Sociale Investeringsfond

Kontakt

Tine Hjernø Lesner
S: Chefkonsulent

Tilmelding

Tilmeld dig konferencen via linket nedenfor. Tilmelding er gratis for alle.

Tilmeld dig her