Diagnosen ADHD dækker over forskellige grader af vanskeligheder, der har at gøre med opmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet.
ADHD kategoriseres internationalt som en hyperkinetisk forstyrrelse. Årsagen til ADHD er ikke kendt. Man ved, at der er en arvelig sammenhæng, men både biologiske, sociale og miljømæssige forhold kan ligeledes have betydning for, om udfordringerne udvikler sig i en grad, der matcher de diagnostiske krav.
I WHOs seneste klassifikationssystem ICD-11, der også skal udrulles i Danmark, vil der være tre undergrupper for ADHD og opmærksomhedsforstyrrelser:
- En gruppe, der først og fremmest har opmærksomhedsforstyrrelse (uopmærksomhed)
- En gruppe, der først og fremmest er hyperaktive og impulsive
- En gruppe, der har en kombination af opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet
For at diagnosen ADHD kan stilles, skal symptomerne på ADHD have været til stede allerede i barndommen – dog kan ADHD for nogen først komme til udtryk senere i livet, og mange får derfor først diagnosen som voksne.
I ICD-10 var det et krav, at adfærden skulle iagttages på flere arenaer – fx skole/job og hjem. Dette er ændret i ICD-11 til, at symptomerne skal udvises på tværs af adskillige arenaer, samtidig med at det præciseres, at dette kan variere som følge af struktur og krav i de forskellige kontekster.
Mange personer med ADHD har i tillæg en anden diagnose, fx angst, depression eller autisme.
Det er vigtigt, at personer med ADHD får tilbudt relevant støtte og behandling så tidligt som muligt, da dette ofte er en forudsætning for, at de får mulighed for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.