Om indsatsen
Ungeløftet er en national indsats, som har til formål at hjælpe flere unge tættere på job, uddannelse og varig tilknytning til arbejdsfællesskaber. I Aabenraa Kommune gennemføres Ungeløftet primært gennem indsatserne IPS-ung og Flere unge skal med, som retter sig mod forskellige grupper af unge uden job eller uddannelse.
Ungeløftet retter sig mod unge i alderen 15-29 år, som står uden for job eller uddannelse. Målgruppen spænder fra unge med psykiske udfordringer og behov for en tværfaglig indsats til unge, som primært har behov for virksomhedsrettet støtte og tæt opfølgning.
I Aabenraa Kommune består indsatsen af to hovedspor:
IPS-ung er en evidensbaseret beskæftigelsesindsats målrettet unge med psykisk sygdom eller psykisk mistrivsel. Indsatsen bygger på IPS-metoden (Individuelt Planlagt job med Støtte), hvor den unge hurtigt får mulighed for at komme i job eller uddannelse og samtidig modtager den nødvendige individuelle støtte. Indsatsen gennemføres i tæt samarbejde med blandt andet psykiatrien og sundhedsområdet.
Flere unge skal med er en virksomhedsrettet indsats målrettet unge, som vurderes klar til et virksomhedsforløb med støtte. Indsatsen bygger på tæt samarbejde mellem den unge, virksomheden og jobcentret med fokus på praktik, lønnede timer, elevpladser og ordinær beskæftigelse.
Begge indsatser tager udgangspunkt i den enkelte unges ressourcer, ønsker og motivation med det fælles mål at understøtte vejen mod job eller uddannelse.
Om den økonomiske analyse
SØM-beregningen er en scenarieanalyse, der bygger på en række antagelser og forudsætninger. Analysen tager udgangspunkt i projektperioden fra august 2025 til udgangen af 2028, hvor omkostningerne er baseret på de ansøgte midler fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) samt kommunens medfinansiering.
Effektforventningerne bygger på lokale erfaringer fra eksisterende indsatser, resultater fra IPS-forløb i Aabenraa Kommune, evalueringer af Flere unge skal med samt sammenlignelige målgrupper i SØMs vidensdatabase. De økonomiske konsekvenser er beregnet med udgangspunkt i SØMs vidensdatabase, lokale data og faglige vurderinger fra medarbejdere og ledere på beskæftigelsesområdet.
Analysen belyser de forventede økonomiske konsekvenser ved, at flere unge opnår job eller uddannelse sammenlignet med den eksisterende indsats. Formålet er at styrke beslutningsgrundlaget for den fremtidige indsats og skabe en fælles forståelse af målgruppen, de forventede resultater og de forudsætninger, der ligger til grund for beregningerne.
Hent rapport og beregninger
Du kan hente den økonomiske analyse af Ungeløftet udarbejdet af Aabenraa Kommune via linket nedenfor:
Hent afrapporteringen af den økonomiske analyse af Ungeløftet
Du kan hente kommunens beregninger af indsatsen, der er lavet i SØM version 3.4, via linket nedenfor:
Hent SØM-beregning af Ungeløftet