Metoder og tilgange til sigtede og domfældte borgere med udviklingshæmning

Sigtede og domfældte borgere med udviklingshæmning vil ofte have et differentieret behov for indsatser og tilgange, afhængig af funktionsnedsættelsens betydning og fremtrædelsesform.

Metoder og tilgange, der er målrettet borgere med en kognitiv funktionsnedsættelse, vil derfor også være virkningsfulde i forhold til denne målgruppe.

I en afsøgning af virksomme metoder og tilgange, bør der være særligt fokus på kriminalpræventive indsatser, der kan øge borgerens mestringsevne i forhold til at leve et liv så selvstændigt som muligt efter ophævelsen af en dom. Indsatser, der med fordel kan tage udgangspunkt i en recovery-orienteret tilgang, med fokus på borgerens udviklingspotentiale og særlige problemstillinger – og med iværksættelse af socialpædagogiske indsatser, der sigter mod at mindske risikoen for ny kriminalitet.

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Udfordrende adfærd hos borgere med udviklingshæmning kan opstå på baggrund af særlige risikofaktorer, der kan forekomme hos borgeren selv eller i samspil med omgivelserne. De samme faktorer kan også forebygge en udfordrende adfærd.

Social- og Boligstyrelsen har blandt andet afprøvet metoden ”Afstemt pædagogik”, som har udgangspunkt i metoden ”Low Arousal”. Der er her udarbejdet en metodemanual.
”Afstemt pædagogik” er evalueret efter afprøvning i særforanstaltninger for blandt andet borgere med udviklingshæmning og udfordrende adfærd. Evalueringen udkom i 2016.

Afstemt Pædagogik - Metode i forhold til særforanstaltninger | Social- og Boligstyrelsen (sbst.dk)

Den daværende Socialstyrelse afsluttede i 2018 afprøvning af ”KRAP” (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik) på botilbud for voksne med udviklingshæmning. KRAP er ikke specifikt afprøvet i forhold til udfordrende adfærd, men vurderes at kunne bidrage til en specialiseret og målrettet indsats for denne målgruppe.

Der findes en evaluering af afprøvningen af KRAP, og der er udarbejdet en metodemanual og implementeringsguide til KRAP.

Voksne med udviklingshæmning har stor gavn af metoden KRAP | Social- og Boligstyrelsen (sbst.dk)

I regi af Social- og Boligstyrelsen afprøves metoden LA2u i perioden 2022-24. Metoden er udviklet til at forebygge magtanvendelser på botilbud for voksne mennesker med udviklingshæmning og skabe bedre trivsel. Metoden og tilgangen har vist lovende resultater allerede ved midtvejsevalueringen, som er udgivet af VIVE i december 2023.

Forebyggelse af magtanvendelser på botilbud for mennesker med udviklingshæmning – midtvejsevaluering af implementering af metoden LA2u

Mestringsskema i kombination med ”Brøset Violence Checklist” (BVC) er afprøvet på botilbud og forsorgshjem, og der foreligger en effekt-, implementerings- og økonomisk evaluering af afprøvningen (2018).

Mestringsskema i kombination med BVC er afprøvet på socialpsykiatriske botilbud og botilbud for borgere med kognitive funktionsnedsættelser. Der er udarbejdet en metodemanual.

Styrket indsats til forebyggelse af vold på botilbud og forsorgshjem (metodemanualer mv.) | Social- og Boligstyrelsen (sbst.dk)

”Recovery” og ”rehabilitering” er centrale begreber, som begge repræsenterer en samarbejdende og dialogbaseret tilgang til borgeren.

En recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang er afgørende for, at borgerens trivsel kan øges, og for at udfordrende adfærd kan forebygges.

Helt overordnet kan recovery beskrives som borgerens egne perspektiver på eget liv, hvor indsatsen tager udgangspunkt i borgerens indefra-perspektiv samt egne håb, ønsker og drømme.

Rehabilitering kan herunder forstås som de fagprofessionelles faglige begreb og som ramme for den helhedsorienterede indsats, herunder forebyggelse af udfordrende adfærd.

Kontakt

Lars Gemmer
Socialfaglig konsulent
E: lgem@sbst.dk
T: 91 37 02 67

Kontakt VISO ved enkeltsager:
VISOs telefoniske rådgivning,
tlf. 72 42 40 00.