Problemskabende adfærd er en fællesbetegnelse for udfordrende, udadreagerende, selvskadende og selvstimulerende adfærd, som kan skabe problemer, både for borgeren selv og for omgivelserne.
Ofte ligger der ikke bare én, men flere årsager bag adfærden. Problemskabende adfærd kan opstå som følge af borgerens handicap eller eventuelle diagnose, uden ydre påvirkning. Dog opstår problemskabende og udfordrende adfærd ofte i samspillet mellem individet og dets omgivelser, samt også ofte i bestemte situationer. Det kan fx være ved fysisk nærhed, grænsesætning, stress i forbindelse med omstilling, eller når der er vanskeligheder i kommunikationen mellem borgeren og medarbejderne.
Udadreagerende adfærd viser sig i form af voldsom adfærd eller trusler herom, rettet mod personer eller ting, herunder også ildspåsættelse. Derudover kan adfærden komme til udtryk, fx som vedvarende råben, skrigen, spytten eller seksuelt krænkende adfærd.
Selvskadende adfærd viser sig ved, at personen påfører sig selv skade med eller uden redskaber. Tvangshandlinger, som fx umådeholdent vanddrikkeri og akut anoreksi, hører også under denne kategori. Selvstimulerende adfærd viser sig ved fx overdreven gylpeadfærd, hyperonani, brummeadfærd og hyperventilation.
Psykolog Bo Hejlskov Elvén definerer problemskabende adfærd ganske kort som adfærd, der skaber problemer for personer i omgivelserne. Her bliver det centralt, som fagprofessionel, at kunne håndtere problemskabende adfærd ved at understøtte borgerens egen mestring.
Indsatser, der er målrettet borgere, som udviser udfordrende adfærd, må derfor forholde sig til borgeren, dennes omgivelser og samspillet mellem de to.