Alle børn og unge har en seksualitet, som er en integreret del af deres personlighed. Seksualiteten kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Nogle børn og unge udvikler en seksuel adfærd, som er bekymrende eller grænseoverskridende.
Den seksuelt bekymrende eller grænseoverskridende adfærd kan finde sted mange forskellige steder og i mange former for relationer. Det kan fx ske mellem børn og unge i skolen, i børnehaven, mellem børn og unge i en familie eller på anbringelsessteder.
Eksempler på forhold, der kan give anledning til bekymring:
- Den seksuelle adfærd svarer ikke til barnets alder, udvikling og modenhed
- Adfærden skiller sig ud i forhold til intensitet og hyppighed
- Der er tvivl om gensidighed herunder samtykke, fx ved stor alders-, intellektuel eller modenhedsmæssig forskel
Hvilke børn udviser seksuelt grænseoverskridende adfærd?
Der findes ikke ”et typisk barn” eller ”en typisk ung” med seksuelt grænseoverskridende adfærd.
Seksuelt grænseoverskridende adfærd kan hænge sammen med psykiske og sociale vanskeligheder hos barnet eller problemer i familien. Nogle børn og unge, der udviser seksuelt grænseoverskridende adfærd, har selv været udsat for seksuelle overgreb eller fysisk/psykisk vold.
Uanset hvad der er årsagen til seksuel bekymrende eller grænseoverskridende adfærd, vil der altid være tale om et barn eller en ung, som har brug for hjælp og støtte.
Fagpersoners ansvar
Børn og unge med seksuelt bekymrende eller grænseoverskridende adfærd har i særlig grad brug for fagpersoner, der har viden om, hvordan der handles hensigtsmæssigt og fagligt på adfærden, så barnet eller den unge får den rette hjælp og støtte.
Ved at være undersøgende, inddrage barnet/den unge og forældrene, tale med barnet/den unge og understøtte en mere hensigtsmæssig adfærd, kan fagpersoner bidrage til, at seksuelt bekymrende adfærd ikke udvikler sig til seksuelt grænseoverskridende adfærd eller overgreb.
Hvis den seksuelt bekymrende adfærd ikke kan stoppes ved en pædagogisk indsats, eller hvis adfærden i øvrigt giver anledning til undren eller bekymring, træder den skærpede underretningspligt i kraft.
Underretningspligten vil typisk omfatte både det barn, der har udvist grænseoverskridende adfærd, og det barn, der har været udsat for grænseoverskridende adfærd fra et andet barn.
Søg råd og vejledning i kommunens myndighedsafdeling, hvis du er i tvivl.
Find mere viden og inspiration
Social- og Boligstyrelsens videnscenter SISO har udarbejdet et informationsmateriale med konkrete forslag til, hvordan man som fagperson kan arbejde med en bekymring for et barns seksuelle adfærd.
Materialet kommer også med forslag til, hvordan man i sin pædagogiske praksis kan arbejde aktivt med at forhindre grænseoverskridende adfærd.
Læs mere og find materialet på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside her
Øvrige tilbud og viden
Fønix er et landsdækkende tilbud til børn og unge op til 18 år, der udviser seksuelt bekymrende eller krænkende adfærd. Fønix’s primære indsats er udredning og behandling, men kan også være rådgivning, konsultation, supervision, meditation og undervisning.
Læs mere på Fønixs hjemmeside her
TalMedOs er Red Barnets rådgivning til børn og unge, der er bekymrede over deres seksuelle tanker og handlinger. Der er desuden information til pårørende og fagpersoner:
Læs mere om rådgivningen TalMedOs på Red Barnets hjemmeside her
Social- og Boligstyrelsens videnscenter SISO har udarbejdet en vidensopsamling med fokus på viden og erfaring med behandling af børn og unge med seksuelt grænseoverskridende adfærd.
Læs mere og find vidensopsamlingen på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside her