Børn i risiko

Nogle børn og unge er i større risiko end andre for at blive udsat for overgreb eller udsætte andre for overgreb. Det kalder på faglig viden om, hvordan der handles hensigtsmæssigt, så der tages kvalificeret hånd om de berørte børn og unge.

Overgreb finder sted i alle typer af familier og i alle samfundslag. Men statistisk set er der grupper af børn og unge, der er i større risiko for at blive udsat for overgreb end andre børn og unge. Det handler både om deres familiemæssige situation og om karakteristika ved barnet selv.

Ved at kende aktuel viden om risikofaktorer får man mulighed for at være mere åben over for faglige hypoteser om, at barnet kan være udsat for overgreb.

Når man formulerer en faglig hypotese om overgreb som én ud af flere mulige hypoteser, skabes der en mulighed for at være undersøgende i forhold til denne hypotese.

Børn og unge med grænseoverskridende adfærd

Nogle børn og unge udvikler en adfærd, hvor de selv udsætter andre børn for grænseoverskridende adfærd. En mulig forklaring på denne adfærd kan være, at de selv er udsat for vold eller seksuelle overgreb, men det er langt fra altid tilfældet.

Andre former for udfordringer i barnets tilværelse kan også føre til den uhensigtsmæssige adfærd.

Også her vil det være vigtigt at forholde sig åbent og undersøgende til, hvad der ligger bag barnets adfærd. For nogle børn og unge med seksuelt grænseoverskridende adfærd vil en pædagogisk indsats hjælpe, mens andre har brug for et mere specialiseret behandlingstilbud for at ændre adfærd.  

Kontakt

Lis Toft Madsen
S: Socialfaglig konsulent