Fokusområde

Voksne på botilbud

Borgere på socialpsykiatriske botilbud udgør en bred målgruppe, som ofte har komplekse psykiske og sociale udfordringer. Mange med psykiske og sociale vanskeligheder kan dog komme sig med den rette recovery-orienterede og rehabiliterende indsats.

Om voksne på socialpsykiatriske botilbud

Socialpsykiatriske botilbud er tilbud efter

  • servicelovens § 107 om midlertidige botilbud
  • 108 længerevarende botilbud til borgere med socialpsykiatriske problemstillinger
  • botilbud efter almenboliglovens §105 kombineret med servicelovens §85.

Borgere, som bor på socialpsykiatriske botilbud, udgør en bred målgruppe, der kan have en række forskellige psykiske og/eller sociale problemstillinger.

De mest udbredte problemstillinger er:

Psykiske lidelser som fx

  • Skizofreni og psykoselidelser
  • Depression
  • Angst
  • Personlighedsforstyrrelser
  • Bipolar lidelse
  • Spiseforstyrrelser

Sociale problemer som fx

  • Selvskadende adfærd
  • Skadeligt rusmiddelforbrug
  • Udadreagerende adfærd
  • Kiminalitetsrelaterede udfordringer.

Mange har flere samtidige udfordringer, og en del har desuden problemer i forhold til fysisk helbred og kognitive funktionsnedsættelser mm. Det er altså en målgruppe, der ofte har sammensatte og komplekse udfordringer og behov. (Vive og Socialstyrelsen, 2020).

På trods af de komplekse problemstillinger viser erfaringer, at mange i målgruppen kan komme sig helt eller delvist med den rette hjælp.

Botilbuddet kan understøtte borgerens mulighed for udvikle sig og komme sig ved at arbejde med den faglige tilgang Borgeren ved roret, der bygger på principperne for recovery-orienteret rehabilitering.

En recovery-orienteret rehabiliterende tilgang indebærer, at botilbuddet har en særlig opgave i at samarbejde med borgeren om dennes individuelle recovery-proces.

Målsætningen er, at botilbuddet understøtter borgerens muligheder for at leve et så meningsfuldt og selvstændigt liv som muligt. Der tages afsæt i borgerens egne håb, ønsker og drømme for sit liv, og det skal sikres, at borgeren selv er med til at træffe beslutninger vedrørende sit eget liv og hverdagen i botilbuddet.

Det indebærer et ligeværdigt samarbejde, hvor medarbejderne møder borgeren med en ambition om og tro på at borgeren kan udvikle sig og komme sig. Borgeren er erfaringsekspert i sit eget liv, og medarbejderne understøtter borgerens mål og drømme ud fra deres faglige viden og erfaringer.

Social- og Boligstyrelsen har udgivet syv anbefalinger til, hvordan man kan arbejde recovery-orienteret rehabiliterende på botilbud.

Anbefalingerne rummer konkrete eksempler samt redskaber til at undersøge egen praksis både i dialog med borgerne og i personalegruppen. Anbefalingerne kan både bruges som inspiration til det daglige samarbejde med borgerne, der bor på botilbuddet, og som afsæt for en udvikling af botilbuddets praksis. Anbefalingerne kan også anvendes mere strategisk i arbejdet med at udvikle botilbuddets strategier, visioner og mål.

Du kan finde anbefalingerne på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside sbst.dk: [indsæt link til Kvalitet på botilbud]

Botilbuddet er borgerens hjem i en kortere eller længere periode, og er altså på én gang både rammen om borgerens liv og rammen om den indsats, borgeren får.

Derfor er det vigtigt, at man i samarbejde med borgeren skaber et godt sted at bo og et trygt miljø, hvor borgeren kan trives og udvikle sig. Botilbuddet er samtidig en arbejdsplads for medarbejderne, hvor rammer og organisering af arbejdet skal understøtte et godt arbejdsmiljø for medarbejderne.

Erfaringer har vist, at god socialfaglig kvalitet og medarbejdernes arbejdsmiljø er tæt forbundet. Er arbejdsmiljøet udfordret, kan det påvirke den socialfaglige kvalitet negativt og omvendt.

Det har derfor betydning, at botilbuddet har fokus på at sikre både god socialfaglig kvalitet og et godt arbejdsmiljø på .

Et af de centrale aspekter af indsatsen for at sikre et godt miljø for både borgere og medarbejdere er at forebygge magtanvendelse og voldsomme episoder.

Læs mere om forebyggelse af magtanvendelse og voldsomme episoder [link]

Under fokusområdet kan du blive klogere på temaerne:

Sociale og sundhedsmæssige forhold
Borgerens samlede sociale og sundhedsmæssige forhold vigtige for at understøtte borgerens mulighed for at komme sig. I dette tema præsenteres du for en række faglige tilgange og metoder, der understøtter et recovery-orienteret rehabiliterende arbejde på tilbuddet.

Voldforebyggelse
Forebyggelse af voldsomme episoder er et vigtigt fokus i arbejde med at sikre god socialfaglig kvalitet og et godt arbejdsmiljø på tilbuddet. I dette tema finder du viden om og anbefalinger til at arbejde med at sikre tryghed og trivsel for både borgere og medarbejdere på tilbuddet.

Koordinering og samarbejde
Borgere, der bor på botilbud, modtager ofte samtidige indsatser fra flere sektorer og fagområder. Derfor er et velfungerende tværsektorielt samarbejde en kerneopgave for botilbuddet. I dette tema præsenteres en række indsatser, der understøtter et tværsektorielt samarbejde.