Seksuelle overgreb mod børn er kendetegnet ved seksuelle handlinger, hvor en voksen eller et andet barn udnytter barnet til seksuelle aktiviteter ved hjælp af grooming, manipulation eller fysisk/psykisk magt.
De seksuelle handlinger kan være blottelser, berøringer, penetration eller forsøg på penetration. Der kan være tale om handlinger mod barnet selv eller, at barnet presses til fx at blotte sig eller berøre en anden eller sig selv på en seksuel måde.
Seksuelle overgreb kan være begået af barnets nærmeste omsorgspersoner, af ansatte eller frivillige med en betroet opgave i forhold til barnet. De kan også være begået af andre børn eller unge eller af voksne, som barnet ikke kender i forvejen.
De seksuelle overgreb kan også foregå digitalt.
Læs mere om digitale overgreb her
Konsekvenser ved seksuelle overgreb
Seksuelle overgreb skader barnets evne til at indgå tillidsfuldt i relationer og danne et positivt selvbillede.
Der ses langvarige skader i voksenlivet såsom psykosociale problemer, psykiatriske diagnoser og fysiske helbredsproblemer.
Jo flere episoder med seksuelle overgreb, jo mere alvorlige overgrebene er, og jo længere tid de strækker sig over, jo større er risikoen for skadevirkninger.
Læs mere om seksuelle overgreb på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside her
Alle skal reagere på seksuelle overgreb
Fagpersoner har skærpet underretningspligt. Det betyder, at man skal underrette den kommunale myndighedsafdeling, hvis der opstår mistanke eller viden om seksuelle overgreb mod et barn.
Opsporing og håndtering af sager om seksuelle overgreb mod børn er en kompleks opgave præget af tabu. Der kan gå lang tid imellem, at den enkelte fagperson eller leder er i kontakt med et barn, hvor der er mistanke eller viden om seksuelle overgreb. Det er derfor svært at oparbejde erfaring.
Opgaven kalder på et kontinuerligt fokus, samt opbygning og vedligeholdelse af viden og kompetencer hos ledere og medarbejdere.
Det lovpligtige kommunale beredskab er et oplagt fælles udgangspunkt, hvor handleveje, sparringsmuligheder og anden central viden samles.
Læs mere om revidering af kommunale beredskaber på overgrebsområdet på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside her
Læs mere om kommunale redskaber til forebyggelse, opsporing og håndtering på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside her