Unge: 13-18 år

Som lærer eller pædagogisk personale er der særlig viden og opmærksomheder i arbejdet omkring børn og unge med erhvervet hjerneskade.

Unge med erhvervet hjerneskade får, som alle andre unge, fysiske såvel som følelsesmæssige tegn på, at de er ved at blive voksne. Samtidig oplever mange, at de har sværere ved at følge med jævnaldrende kammeraters udvikling socialt og fagligt i skolen.

Udfordringer og støtte i teenageårene

Netop i teenageårene modnes hjernen hos alle unge, og de såkaldte eksekutive funktioner udvikles. Det vil sige, at de unge i højere grad bliver i stand til at planlægge og gennemføre ting selvstændigt. 

Mens børn er små, er det fx ofte de voksne, der sætter rammer og regler for samvær. I teenageårene forsvinder de ydre voksenstyrede rammer gradvist. De unge definerer i højere grad selv samværet og bestemmer selv, hvem de vil være sammen med. Her risikerer unge med erhvervet hjerneskade, at de ikke bliver inviteret ind. Måske fordi de har svært ved at aflæse de sociale koder og måske er for langsomme til at opfatte, hvad snakken går på.

De opmærksomheder, som er beskrevet under skolebarnet fra 6-12 år, gælder ligeledes for denne aldersgruppe – du kan læse dem her:

Der er yderligere opmærksomheder, der bør gøres, når den unge bliver teenager. Eksempelvis kan den unge have en række udfordringer, som der skal tages hånd om.

Den unges kognitive vanskeligheder kan have indflydelse på læring og planlægning.

De faglige krav

 Mange unge med erhvervet hjerneskade begynder at have svært ved at følge med rent fagligt i 6.-7. klasse, hvor undervisningen bliver mere projektorienteret samtidig med, at de faglige krav stiger. Undervisningen bliver i mindre grad voksenstyret. Fx kan projektorienteret undervisning være svært for den hjerneskaderamte, fordi det forventes, at de selv kan organisere og planlægge rækkefølgen på opgaveløsningen.

Evne til at planlægge

Den unges evne til at planlægge og gennemføre ting. I teenageårene videreudvikles de såkaldte eksekutive funktioner, som handler om at kunne planlægge og gennemføre ting selvstændigt. Den unge kan have brug for særlig støtte til at skabe overblik over opgaver og andre hverdagsting.

Den unges sociale, adfærds- og følelsesmæssige kompetencer kan være ændret.

Sociale kompetencer

Vær opmærksom på, hvor udviklede den unges sociale kompetencer er. Mange overser, at børn med erhvervet hjerneskade skal have egentlig undervisning i de uudtalte regler, der er afgørende i socialt samvær. Der findes metoder til at træne sociale færdigheder.

Den unges trivsel

Har den unge ikke indsigt i egne vanskeligheder, kan han/hun ikke kompensere. Har den unge stor indsigt i sine problemer uden at få den nødvendige hjælp til at kompensere, kan den unge blive deprimeret.

Unge med hjerneskade risikerer især i teenageårene at blive ensomme, og mistrivsel kan medvirke til udvikling af depression eller angst.

Tegn på mistrivsel

Når et barn udviser tegn på mistrivsel, er det vigtigt at undersøge årsagen. Lærere, pædagoger og psykologer kan med fordel beskrive barnets vanskeligheder og ressourcer grundigt. Det gør det lettere for en neuropsykolog at foretage de specifikke tests af barnets kognitive funktioner og give forslag til, hvordan undervisningsforløb kan tilrettelægges.

Depression kan udvikle sig, hvis den unge mistrives, og hvis barnet/den unge ofte har en følelse af at være bagud og får mange nederlag i dagligdagen. Det er derfor vigtigt, at omgivelserne er bevidste om, hvorvidt de stiller rimelige krav til den unge og sørger for, at den unge oplever flere succeser end nederlag – såvel fagligt som socialt.