Lovgivning, anbefalinger og retningslinjer for hjælp og støtte til børn, som er pårørende

Barnets lov fastslår, at barnets bedste skal være et grundlæggende hensyn i alle afgørelser og indsatser. Det betyder, at barnets situation skal vurderes selvstændigt – også når belastningen udspringer af forhold hos en forælder, fx sygdom eller misbrug.

Hvis der er bekymring for barnets trivsel eller udvikling, skal kommunen vurdere, om der er behov for at iværksætte støtte. For børn som pårørende betyder det, at forælderens sygdom kan udløse en selvstændig vurdering af barnets behov.

Loven styrker barnets ret til inddragelse og til støtte, når trivsel eller udvikling er i risiko. Barnet har ret til at blive hørt og få sine synspunkter tillagt passende vægt i egen sag i overensstemmelse med alder og modenhed. For børn som pårørende indebærer det, at deres oplevelser af forælderens sygdom eller belastning aktivt skal afdækkes.

Kommunen skal tilbyde rådgivning og forebyggende indsatser, når et barn eller en familie har behov for støtte. Det giver mulighed for at sætte tidligt ind – uden at afvente alvorlig mistrivsel.

Samlet set forpligter barnets lov kommunen til:

• At reagere ved bekymring
• At afdække barnets perspektiv og tillægge det vægt
• At foretage en konkret og individuel vurdering af barnets situation
• At tilrettelægge indsatser fleksibelt og helhedsorienteret

Loven rummer dermed et vigtigt mulighedsrum for, at indsatser kan tilrettelægges fleksibelt og helhedsorienteret. Børne- og ungerådgiveren skal koordinere den samlede indsats så vidt, der er en sag. Støtte kan målrettes både barnet og familien samlet, og der kan arbejdes forebyggende, før problemerne udvikler sig.

Barnets bedste forpligter dermed ikke kun børneområdet – det kalder på samarbejde med de sektorer, der er i kontakt med forælderen.

Læs bekendtgørelsen af barnets lov

Find materialer, der understøtter arbejdet med Børnene Først og barnets lov

Serviceloven giver et lovgivningsmæssigt grundlag for at have systematisk opmærksomhed på børn, når en forælder eller et andet familiemedlem modtager en social indsats. Loven understøtter et familieorienteret perspektiv, hvor familiens medlemmer ses i sammenhæng, og hvor barnets trivsel og behov kan indgå som en naturlig del af den faglige vurdering.

Det giver et lovgivningsmæssigt rum til at spørge ind til, om der er børn i familien, og hvordan de trives – ikke kun i forbindelse med behandling, men også ved bevilling og opfølgning af sociale indsatser.

Den lovgivningsmæssige ramme giver blandt andet mulighed for at:

• spørge systematisk ind til, om borgeren har børn, og hvordan de trives
• inddrage barnets situation i den sociale udredning og opfølgning, når det er relevant
• arbejde med et sammenhængende familiesyn, hvor støtte til ét familiemedlem ses i sammenhæng med familiens samlede situation
• koordinere indsatser på tværs af børne-, voksen-, sundheds- og beskæftigelsesområdet, når familien har behov for en helhedsorienteret indsats.

Læs mere i serviceloven

Sundhedsloven indeholder ikke en særskilt paragraf om børn som pårørende, men generelle krav om information og inddragelse understøtter, at børn og familier inddrages i behandlings- og støtteprocesser.

Den juridiske forpligtelse for sundhedspersoner til at reagere, når et barn har behov for særlig støtte, findes også i barnets lov – den såkaldte skærpede underretningspligt, hvor sundhedspersoner har pligt til at underrette kommunen, hvis de får kendskab til eller grund til at antage, at et barn kan have behov for særlig støtte. Dette gælder også, når det er voksne patienters forhold, der giver grund til bekymring. 

Der kan også ske videregivelse af oplysninger med samtykke. Det giver mulighed for at etablere et koordineret samarbejde med kommunen, når forældre giver samtykke til, at barnets situation drøftes.

Sundhedsområdet er ofte det sted, hvor familiens situation først bliver synlig. Her ligger et centralt mulighedsrum for:

• Systematisk spørge ind til og registrere, om patienter har børn
• Tidlig dialog med forældre om barnets situation
• Samtykke til samarbejde med kommunen
• Reaktion ved bekymring gennem underretning til kommunen
• Tværfaglige møder om familiens samlede behov

Sundhedsloven afgrænser ikke sundhedsvæsenet fra socialområdet. Tværtimod understøtter bestemmelserne, at sundhedsvæsenet fungerer som en central indgang til tidlig opsporing og tværgående koordinering omkring børn som pårørende.

Sundhedsloven fastslår, at regionsrådet og de berørte kommunalbestyrelser skal samarbejde om indsatsen på sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer.

Derudover beskriver vejledningen om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge, at der er mulighed for tværsektorielt og tværfagligt samarbejde med andre sektorer som socialforvaltning, skole og dagtilbud med formål om at afklare behov, målrette indsatser og samarbejde om tidlig indsats.

Læs Sundhedsstyrelsens vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge

Læs Sundhedsstyrelsens vejledning om kommunalt behandlingstilbud til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse

Læs mere i sundhedsloven

Dagtilbudsloven og folkeskoleloven forpligter skole og dagtilbud til at fremme børns trivsel, læring og udvikling og til at reagere ved bekymring.

For børn, som er pårørende til en forælder med alvorlig sygdom, psykisk lidelse eller misbrug, betyder det, at lærere og pædagoger har en central rolle i tidlig opsporing af mistrivsel og i at skabe trygge rammer i hverdagen.

Personalet i dagtilbud og på skoler er omfattet af den skærpede underretningspligt og skal handle, hvis et barn kan have behov for særlig støtte. Samtidig giver lovgivningen et betydeligt mulighedsrum for forebyggende indsatser, tæt forældresamarbejde og tværfaglig koordinering med kommune og sundhedsområde.

Dermed er dagtilbud og skole vigtige aktører i en sammenhængende og helhedsorienteret indsats for børn, som er pårørende.

Læs mere i dagtilbudsloven

Læs mere i folkeskoleloven