Når det er en spiseforstyrrelse

Hvis forstyrret spisning fører til et meget voldsomt vægttab på kort tid, eller barnet/den unge bliver så optaget af mad og motion, at det fylder alt for ham/hende, kan man begynde at tale om, at barnet/den unge har udviklet en spiseforstyrrelse.

Nogle aspekter af autisme kan gøre det lettere at komme ud af en spiseforstyrrelse; for nogle kan sund kost og motion være en særinteresse, der har taget overhånd, og det kan være en løsning at finde en ny interesse, der kan erstatte den store optagethed af mad og motion.

Udløsende og vedligeholdende faktorer

For nogle kan autismen være både en udløsende og en vedligeholdende faktor for spiseforstyrrelsen. Spiseforstyrrelsen kan i starten fungere som en løsning, når det sociale pres bliver overvældende. Mennesker med autisme er særligt udsatte, da den nedsatte evne til at aflæse de sociale koder, som er naturlige at aflæse for andre, kan betyde at de føler sig ensomme og udenfor fællesskabet.

En del personer med spiseforstyrrelse, der ikke har autisme, beskriver netop at ensomhed og følelsen af at være udenfor var en af de udløsende faktorer for spiseforstyrrelsen.

Det kan også handle om, at pigerne i klassen taler om krop og udseende, og hvad de mener, er rigtig og forkert at spise. Det kan også være, at den populære pige i klassen taber sig og får anerkendelse, og derfor bliver en (usund) rollemodel, hvis adfærd kopieres. Det kan udvikle sig til en optagethed af at skulle være slank og spise sundt, som bliver ritualiseret og tager overhånd.

For drengene kan motion og træning udvikle sig til en særinteresse. Her kan det også handle om at kopiere den adfærd, de populære drenge i klassen har.

Senest opdateret 24-04-2018

Kontakt

Dorthe Bevensee
S: Specialkonsulent

Ring til VISO og få rådgivning

VISO yder faglig rådgivning til borgere og fagfolk på det mest specialiserede område.

Ring på 72 42 40 00
9.00-15.30 (fredag 15.00)