Viden om børn af forældre med psykiatriske diagnoser

At vokse op med forældre med en psykisk sygdom kan have alvorlige konsekvenser for barnets trivsel og udvikling.

En væsentlig andel børn i Danmark vokser op med en forælder med psykisk sygdom. Børnene er en udsat gruppe med betydelige udfordringer og er i øget risiko for at mistrives og for selv at udvikle psykiske problemer.

 Psykisk sygdom hos forældre kan påvirke hverdagslivet i familien gennem perioder med nedsat funktionsniveau, hospitalsindlæggelser, ændret følelsesmæssig tilgængelighed og øget stress i hjemmet. Dette kan øge børns sårbarhed, hvor stabilitet i relationer, forudsigelighed i hverdagen og adgang til støtte er afgørende for børnenes trivsel.

Læs mere om børn og unge i psykisk mistrivsel her

Definition og begrebsafklaring: børn i familier med psykisk sygdom

Børn af forældre med psykiatriske diagnoser omfatter børn og unge, som har én eller begge forældre med en alvorlig psykisk sygdom, fx skizofreni, bipolar lidelse, svær depression eller andre psykiatriske diagnoser. Når en forælder har en alvorlig psykisk sygdom, kan det påvirke hele familien – særligt børnene, som er afhængige af tryghed og stabilitet.

Forekomst af børn i familier med psykisk sygdom og samfundsøkonomiske omkostninger

Psykiske sygdomme er blandt de mest udbredte helbredsproblemer hos voksne, og mange forældre lever med psykisk sygdom, mens de har hjemmeboende børn.

[Datapræsentation fra DA – diff. på moderat, svær og øvrige]

Du kan læse mere om omfanget børn, der vokser op med forældre med psykiske sygdomme i en rapport udarbejdet af Syddansk Universitet for partnerskabet Spørg mere. Rapporten dokumenterer, at en sådan opvækst er forbundet med betydelige belastninger både for børnene selv og for samfundet.

Samme undersøgelse dokumenterer, at børnenes opvækstvilkår ikke kun har menneskelige konsekvenser, men også betydelige samfundsøkonomiske omkostninger, fordi børnene i større grad kommer i kontakt med sundheds-, social- og uddannelsessystemet. Der er derfor samfundsøkonomiske gevinster forbundet med at prioritere forebyggende og støttende indsatser til børnene.

Psykiske og sociale konsekvenser

Alvorlig psykisk sygdom hos forældre kan medføre problemer i barnets udvikling og trivsel. Børnene har øget risiko for at udvikle sociale og emotionelle vanskeligheder, herunder:

  • Stress, angst og depressive symptomer
  • Mistrivsel, lavere selvværd og øget ansvarsfølelse
  • Adfærdsproblemer eller tilbagetrækning
  • Udfordringer i skole og sociale relationer

Børnene kan opleve usikkerhed og uforudsigelighed i hverdagen, fx hvis forælderens symptomer svinger, eller hvis barnet mangler forklaring på sygdommen. Mange børn tager et stort ansvar i familien, fx for praktiske opgaver, og tilsidesætter egne behov. Det betyder, at børnenes alder ofte ikke stemmer overens med ansvarsniveauet i familien (young carer).

[Link til introtekst / forside, hvor konsekvenser for børn som pårørende generelt er oplistet]

Livsforløb og følger af opvækst i familier med psykisk sygdom

Børnene har også risiko for at opleve negative følger i voksenlivet, herunder:

  • Øget risiko for anbringelse uden for hjemmet
  • Øget risiko for psykiatriske diagnoser
  • Problemer med sociale relationer og tilknytning
  • Reducerede uddannelseschancer og øget risiko for at droppe ud af en påbegyndt uddannelse eller gennemføre med et lavere karaktergennemsnit
  • Øget risiko for at begå kriminalitet

Risiko- og beskyttelsesfaktorer for børn i familier med psykisk sygdom

Risikoen for svære livsforløb for børnene hænger ikke alene sammen med genetiske forhold, men i høj grad vedvarende og ofte samtidige belastninger for barnet:

  • Belastninger i opvækstmiljøet med følelsesmæssig utryghed, uforudsigelighed og ustabilitet i hverdagen
  • Langvarig stress
  • Tidligt og stort ansvar i familien, hvor børn påtager sig voksenopgaver
  • Samtidige sociale belastninger, som økonomiske problemer, konflikter i familien, social isolation eller begrænset socialt netværk

Risikofaktorer, som kan forstærke de negative konsekvenser, inkluderer:

  • Svær og ubehandlet psykisk sygdom hos forældre samt gentagne indlæggelser
  • Manglende information, anerkendelse og åbenhed omkring barnets rolle som pårørende til en forælder med psykisk sygdom, herunder tavshed og manglende dialog i familien
  • Utilstrækkelig fagprofessionel viden og handlekompetence, hvilket medfører, at børnenes situation og behov overses, og at der ikke reageres rettidigt fra voksne og professionelle tæt på barnet
  • Manglende tidlig opsporing og tidlige indsatser med dokumenteret effekt
  • Manglende koordinering og samarbejde mellem fagprofessionelle omkring familien

Beskyttende faktorer, som kan mindske belastningen og de negative konsekvenser, inkluderer:

  • Stabil og tryg relation til mindst én voksen
  • Tydeligt og støttende netværk
  • Positive jævnaldrende relationer
  • Tidlig opsporing og støtte fra dagtilbud og skole
  • At kommuner og regioner i deres arbejde med pårørende systematisk har særligt fokus på børn og deres behov, når en borger har psykiske vanskeligheder
  • Adgang til professionel hjælp til både forældre og barn – hjælp, som kan styrke børnenes trivsel, ressourcer og handlemuligheder
  • Tale med andre børn og unge, som deler lignende erfaringer med at være pårørende
  • Åbenhed og alderssvarende information om sygdommen

[Link til fokusområdets introtekst / forside, hvor risiko- og beskyttelsesfaktorer for børn som pårørende generelt er oplistet]

Behov for hjælp og støtte

Børn, som vokser op i familier med psykisk sygdom, kan have behov for tidlig forebyggende indsats, så børnene får hjælp og støtte til at mestre de udfordringer, som følger af deres opvækst. Indsatsen kan ligeledes bidrage til, at færre udsatte børn bliver udsatte voksne, da børnene opnår bedre forudsætninger for en positiv udvikling og højere grad af livskvalitet. Børnene skal involveres og støttes på deres egne præmisser og indsatsen kan fx inkludere:

  • Individuel terapi
  • Gruppeforløb for børn og unge
  • Støtte til skolegang og sociale aktiviteter og relationer
  • Psykoedukation (viden og forklaring om forældrenes sygdom)
  • Familieorienterede behandlingsforløb

VIVE peger desuden på, at indsatser virker bedst, når de tænker barnet og familien sammen og ikke alene fokuserer på forælderens diagnose.

Læs mere om tidlig opsporing og indsats her

[Evt. linke til site på social.dk – når det kommer – om lettilgængeligt behandlingstilbud for børn og unge i psykisk mistrivsel]

Tværprofessionelt samarbejde

Et velfungerende tværprofessionelt samarbejde er afgørende for, at barnets behov ikke overses. Ofte kan en enkelt faggruppe ikke alene sikre den nødvendige støtte – det kræver en fælles indsats på tværs af fx kommunale fagområder og evt. sundhedsvæsen og civilsamfund. Klar rollefordeling, informationsdeling og fælles fokus på barnets trivsel er centrale elementer.

Læs mere om tværsektoriel koordinering og tværprofessionelt samarbejde her

Vil du vide mere?

Rapporter, undersøgelser og relevante links

Læs mere om opsporing af børn af forældre med psykisk sygdom hos Børns Vilkår her

Læs mere om svigt af børn i Danmark i Børns Vilkårs rapport her

Læs mere om risiko- og beskyttelsesfaktorer for børn og unge i udsatte familier i Rambølls videnskortlægning for Socialstyrelsen her

Læs mere om social og emotionel udvikling blandt børn af forældre med alvorlige udfordringer i deres liv i VIVEs litteraturgennemgang her

Læs mere om systematisk inddragelse af pårørende i Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsens rapport her

Relevant litteratur

Rasmussen, I., & Kruse, M. (2022). ’Samfundsøkonomiske konsekvenser af at være barn af forældre med mentale helbredsproblemer’. Dansk Center for Sundhedsøkonomi, Syddansk Universitet. Rapport udarbejdet for partnerskabet Spørg mere (Børns Vilkår, Psykiatrifonden & Ole Kirk’s Fond)

Organisationer og viden

Det nationale kompetencecenter for børn og unge i familier med psykisk sygdom, PsykiatriFonden

Find Kombus hjemmeside her

Børns Vilkår

Find Børns Vilkårs hjemmeside her

PsykiatriFonden

Find PsykiatriFondens hjemmeside her

Spørg mere – så fylder det mindre er et partnerskab mellem Børns Vilkår, PsykiatriFonden og Ole Kirk's Fond, der arbejder for at støtte børn af forældre med psykisk sygdom.

Find Spørg mere på PsykiatriFondens hjemmeside her