Sundhedstjek er et koordineret samarbejde mellem borgerne, botilbuddet, praktiserende læge, farmaceut og psykiatrien, som består i at man en gang årligt undersøger borgerens sundhedstilstand og medicinforbrug.
Koordineret samarbejde
Sundhedstjek er et koordineret samarbejde mellem borgerne, botilbuddet, praktiserende læge, farmaceut og psykiatrien og eventuelt retspsykiatrien. Samarbejdet har fokus på at styrke borgerens sundhed og livskvalitet og sikre en sammenhængende indsats på tværs.
Indsatsen rummer en række faser og består i, at man én gang årligt foretager et sundhedstjek af hver borger med deltagelse af de nævnte parter. I forbindelse med sundhedstjekket gennemgår man borgerens sundhedstilstand og medicin med udgangspunkt i, hvad der er vigtigt for den enkelte borger.
I samarbejde med borgeren beslutter man, hvad der er behov for at gøre i forhold til justeringer af medicin, behandling og forebyggende tiltag.
Forundersøgelse
Tre-fire uger før sundhedstjekket gennemføres en forundersøgelse, hvor man sammen med borgeren afdækker, hvordan borgeren oplever sin egen sundhedstilstand. Forundersøgelsen er baseret på et interview med udgangspunkt i syv temaer:
- Tandstatus
- Kost
- Motion og bevægelse
- NADA
- Søvn
- Afhængighed
- Smerter
De medicinansvarlige medarbejdere på botilbuddet er tovholdere på undersøgelsen.
Helbredsundersøgelse og medicingennemgang
Senest fire-fem dage før sundhedstjekket gennemfører man en individuel helbredsundersøgelse, og man gennemgår borgerens medicin.
Helbredsundersøgelsen foretages af egen læge eller et mobillaboratorium, som kører ud til botilbuddet. Medicingennemgangen foretages af en klinisk farmaceut og tager halvanden til tre timer.
Sundhedstjekket
For at skabe tryghed og tillid omkring sundhedstjekket, bliver det foretaget på botilbuddet. Sundhedstjekket varer 10-15 minutter for hver borger og tager udgangspunkt i forundersøgelsen samt helbreds- og medicinundersøgelsen. På møderne fylder det, som borgeren, lægen og psykiateren vurderer er vigtigt. Det er typisk:
- En gennemgang af medicin, hvordan flere typer medicin påvirker hinanden og bivirkninger, samt at reducere mængden af medicin
- Borgerens trivsel og generelle tilstand, herunder fx søvn, angst, hoste mm., og livsstil (herunder KRAM-faktorerne, Kost, Rygning, Alkohol, Motion)
- Datoer for vigtige undersøgelser hos egen læge, eksempelvis undersøgelse af lunger og hjerte
- Symptomer, man skal være opmærksom på, og hvad der kan modvirke borgerens symptomer
Selve sundhedstjekket rummer en tilbagemelding i forhold til forundersøgelsen og helbredsundersøgelsen, gennemgang af og forslag til justeringer af medicin, gennemgang af diagnoser og beslutninger og aftaler fremover.
Efter hvert sundhedstjek udarbejder botilbuddet et referat, som man bruger til at lave en sundhedsmæssig handleplan for borgeren. Planen har fokus på nuværende og fremtidige indsatser og skal sikre, at borgeren har forstået de aftaler, der blev indgået ved sundhedstjekket og eventuelt aftalte ændringer.
Læs mere om sundhedstjekket på Social - og Boligstyrelsens hjemmeside her