Maskering er en mestringsstrategi, som mennesker med autisme ofte, bevidst eller ubevidst, bruger til at kompensere for og skjule deres autismetræk og de vanskeligheder, de kan have på grund af autismen. Ved at bruge maskering oplever de ofte, at de i højere grad kan fremstå som alle andre, og de bruger maskering for at undgå udelukkelse og stigmatisering.
Et eksempel er, at en person med autisme maskerer ved at fastholde øjenkontakt, selvom personen føler stort ubehag ved øjenkontakt og ikke oplever det som naturligt. Andre former for maskering er fx efterligning af andres stemmeføring og adfærd.
Personer med autisme maskerer ofte, fordi de har oplevet, at andre har reageret negativt, afvist dem socialt, eller gjort grin med dem, når de har vist deres autistiske træk og anderledeshed åbent.
Maskeringen kan føre til, at de undertrykker deres personlighed, og ikke får en følelse af en identitet, der bygger på, hvem de faktisk er.
Maskering ses hos mennesker på alle dele af autismespektret. Hvordan de maskerer kan dog se forskelligt ud afhængigt af funktionsevne og de sociale situationer, de indgår i.
Hvad er maskering?
En del af baggrunden for, at nogle mennesker med autisme maskerer, er, at autismetræk ikke altid accepteres og anerkendes af andre uden autisme. Autismetræk er ofte blevet betragtet som et udtryk for en mangel hos personen med autisme.
Mennesker med autisme kan opleve et pres i forhold til at leve op til sociale normer, som tilgodeser mennesker uden autisme, og for at undgå nederlag. Dermed kan de ofte føle sig tvunget til at maskere.
Det kan fremkalde en forkertheds- og mindreværdsfølelse hos mennesker med autisme, og de kan føle, at det er dem, der er noget galt med, hvis de viser en adfærd, andre ikke anser for den rigtige. De kan fx få at vide, at de virker uforskammede, ikke virker tilstrækkeligt empatiske eller omsorgsfulde, eller som om de keder sig, når de fx ikke viser det ansigtsudtryk eller den reaktion, andre forventer.
Ligesom alle andre kan mennesker med autisme relatere til andres tanker, følelser og behov, og den forståelse for andre er netop forudsætningen for, at de kan maskere. De kan blive rigtig gode til at observere, imitere og forstå andres adfærd, men de skal kæmpe for at fremstå upåfaldende og holde masken, fordi de sociale normer og det sociale samspil ikke altid er intuitive for dem. Derfor kan det sociale samspil blive meget energikrævende.
Den maskerede adfærd kan betragtes som toppen af et isbjerg. Den energi, det sociale samspil kræver, og hvordan det opleves for den enkelte, er den del af isbjerget, der er under overfladen.
Hvem maskerer?
De fleste mennesker maskerer i større eller mindre grad i sociale sammenhænge og justerer deres sociale adfærd efter forskellige kontekster. For mennesker med autisme handler maskering ikke om at snyde, lyve om sig selv eller manipulere andre, men om at opnå tryghed, accept og beskyttelse mod stigmatisering.
Nogle forskere mener, at stort set alle med autisme maskerer i en eller anden grad, eller i det mindste noget af tiden. Både voksne, unge og selv mindre børn med autisme maskerer.
Der er en tendens til, at piger og kvinder med autisme bruger mere tid og energi på at maskere, måske på grund af forventninger om, at de bedre skal kunne indgå i social interaktion. De kan ofte have en større opmærksomhed på sociale forventninger, end drenge og mænd har, og dermed forsøger de måske i højere grad af tilpasse sig. Men mange mænd maskerer også, og de maskerer mere end mænd og drenge uden autisme.
Der er ikke entydighed i forskningen i forhold til, om mennesker med autisme og divers kønsidentitet maskerer mere eller mindre end andre med autisme, men nogen forskning tyder på, at de maskerer i høj grad.