MOVE+ er en metode til rusmiddelbehandling for unge, som kombinerer samtalebehandling med positivt forstærkende strukturelle elementer og tre kerneelementer.
MOVE+ er en helhedsorienteret behandlingsmetode, som har til formål at nedsætte eller bringe et problematisk rusmiddelbrug til ophør. Metoden tager udgangspunkt i behov og mål, som den unge selv udtrykker.
MOVE+ består af samtaleteknikker kombineret med en række strukturelle elementer og tre kerneelementer.
Samtaleteknikkerne er Den Motiverende Samtale og Kognitiv Adfærdsterapi.
Den motiverende samtale
Den Motiverende Samtale er en samarbejdende, ikke-dømmende og ikke-konfronterende kommunikationsform, der har til formål at reducere ambivalens i arbejdet med at nå specifikke mål. Den Motiverende Samtale bygger på åbne spørgsmål, bekræftelser, refleksioner og opsummeringer.
Kognitiv adfærdsterapi
Kognitiv Adfærdsterapi er en systematisk og struktureret terapiform, som har til formål at lære den unge at blive opmærksom på negative, automatiske tanker i problemsituationer og at blive opmærksom på forbindelsen mellem tanker, følelser og adfærd.
Strukturelle elementer
De strukturelle elementer i MOVE+ er:
- Afdækning med MapPlan
- Trivsels- og Effekt Monitorering (TEM)
- SMS-påmindelser
- Behandlingsplan som både den unge og behandleren underskriver
- Skriftlig feedback gennem statusskrivelser
Kerneelementer
Kerneelementerne, der skal styrke de unges udbytte af behandlingen, er:
- Traumefokus
- Fokus på den unges eksternaliserende og/eller internaliserende adfærd
- Inddragelse af den unges private netværk.